Ny hal opføres til vandskæring
Ålsrode Smede- & Maskinfabrik tager inden længe første spadestik til en ny tilbygning. En hal, der skal rumme to vandskæremaskiner og et pladelager.
Logistikoptimering der kan mærkes
- Vi glæder os meget til, at vi kan tage den nye hal i brug, da vi hermed får vores vandskæremaskiner skilt ud fra værkstedet, hvor de står opstillet i dag. Det bliver dejligt at få to selvstændige afdelinger, og der bliver virkelig tale om en logistikoptimering, som vores medarbejdere kommer til at kunne mærke, fortæller Brian Basse.
Også plads til pladelager
Ud over vandskæremaskinerne kommer den nye hal også til at huse virksomhedens pladelager, og det kommer til at betyde, at materialerne er lige ved hånden.
Hallen opføres i forlængelse af de eksisterende bygninger på Fabriksvej i Grenaa. Her har virksomheden haft adresse siden 2000, hvor de måtte flytte fra Ålsrode for at få mere plads at boltre sig på. Værkstedet i Ålsrode eksisterer stadig, men en del er pt. udlejet til en anden virksomhed, mens resten fungerer som lager.
Siden 1978 har Ålsrode Smede- & Maskinfabrik udviklet og produceret konstruktioner i metal, og det er både for små og store kunder.
Udover vandskæring er specialerne:
- Industrimontage og reparationer
- Smede- og maskinarbejde
- Jern- og rørkonstruktioner
- Pladearbejde og maskinbygning efter opgave
- Opsvejste konstruktioner i almindelig sort og rustfast stål samt aluminium i små og store serier
- Alle former for certifikatsvejsning
- Autoriseret vand og gas
- Udarbejdelse af prototyper
Læs mere om Ålsrode på www.aalsrode.dk