Nordjysk vækstkomet etablerer egen fabrik
Hycon blev etableret i Hjallerup i 2002 og siden da er forretningen med hydrauliske drivstationer og værktøj gået rigtig stærkt. Nu er vækstvirksomheden klar til at etablere egne fabriksfaciliteter i Støvring.
- Vi producerer i Danmark via underleverandører, hvilket gør os i stand til hurtigere at omstille virksomheden, hvis det bliver nødvendigt, forklarer direktør og medejer Henrik Steen og tilføjer, at den nye fabrik blandt andet skal stå for montage af selskabets produkter.
Da en stor del af virksomhedens produktion foregår pr. automatik, kan det godt svare sig at starte produktionen op herhjemme frem for i et lavtlønsland. På den måde bevares virksomhedens vidensressourcer også samtidig med, at der er en tættere kontrol med kvaliteten. Det fremhæver Henrik Steen over for avisen.
Hycon beskæftiger i dag 16 medarbejdere, som alle ventes at flytte med til det nye domicil i starten af 2008.