Industriens Pension blandt branchens bedste
Med et samlet afkast på 7,7 procent placerer Industriens Pension sig igen i år i toppen af branchen foran mange af de kommercielle selskaber. Det gode resultat betyder, at forrentningen af medlemmernes opsparing stiger fra 5 til 6,5 procent.
Med et gennemsnitligt afkast på 9,0 procent om året siden starten i 1993 er Industriens Pension blandt branchens førende. Set over 40 år kan en forskel i afkast på bare 1 procent om året betyde, at pensionen bliver op mod 50 procent større, når den bliver udbetalt.
- Alle pengene går til medlemmerne. Det er netop en af fordelene ved at have en arbejdsmarkedspension frem for at være i et kommercielt selskab, der skal skabe et overskud til ejerne, understreger direktør i Industriens Pension, Erik Adolphsen.
Finanstilsynet dokumenterede i oktober sidste år i en sammenlignende oversigt, at Industriens Pension giver medlemmerne den fulde forrentning af deres opsparing. Det er ikke tilfældet hos de kommercielle selskaber, hvor aktionærerne får en højere forrentning end kunderne.
Beholdningen vokset til 43 milliarder
- Vi har en aktiv investeringsstrategi, hvor vi placerer pengene med henblik på at opnå et resultat, der er bedre end det gennemsnitlige afkast på aktie- og obligationsmarkederne. Den strategi har givet os 900 millioner ekstra sidste år, siger Erik Adolphsen.
Siden investeringsafdelingen i Industriens Pension blev oprettet i maj 1999, er pensionskassens beholdning steget fra 6,5 milliarder kroner til lidt over 43 milliarder kroner.
Industriens Pension administrerer overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner for 332.000 medlemmer i cirka 8.000 danske industrivirksomheder. Selskabet ejes af arbejdsgivernes og lønmodtagernes faglige organisationer. På arbejdsgiver- og lønmodtagersiden er forhandlingsparterne henholdsvis Dansk Industri og CO-industri. CO-industri rummer 10 fagforbund herunder Dansk Metal.
Kilde: Dansk Metal / http://www.danskmetal.dk