Amerikanere vipper på danske møbelbeslag
For nylig landede 3.000 stole med vippebeslaget Tilter på det amerikanske marked. Meldingerne fra grossisten er, at stolenes unikke vippemekanisme hurtig er blevet populær, og at sendingen snart bliver udsolgt.
Derfor er danske Betech nu klar til at sende endnu flere vippebeslag ud i verden. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vi forventer meget af det amerikanske marked, men også flere kinesiske og europæiske stoleproducenter har budt ind på vores beslag, så vi har store forventninger til eksportmarkedet de næste par år, siger Michael Sjolte, administrerende direktør i Betech, der producerer Tilter-beslagene.
Stor efterspørgsel i Kina
I efteråret 2016 sendte Betech den første container med 14.000 vippebeslag til Kina, hvor en kinesisk high-end møbelproducent havde fået øje på de danske beslag.
På bare et år har den kinesiske producent udviklet og lanceret hele tre forskellige typer stole med Tilter sædevip: En kontorstol, en taburet til skolemiljøer og aktive arbejdspladser samt en stor loungestol.
Udvikling og produktion foregår på Betechs fabrik i Bramming, og direktør Michael Sjolte fortæller, at der ligger mange hundrede timers test og hårdt arbejde bag successen.
- Vi vil fastholde vores position som førende inden for fleksible beslag, og vi lægger stor vægt på udvikling og afprøvninger. Vores produktspecialister har den bedste knowhow inden for binding af metal og gummi – det er det, der gør Tilter til et unikt og levedygtigt produkt, forklarer Michael Sjolte.
Successen i udlandet får dog ikke Betech til at flytte produktionen ud af landet til en billigere arbejdskraft.
- Vi har automatiseret vores produktion, så det er lige godt, om vi producerer i Beijing eller Bramming. Desuden har vores tekniske specialister en unik viden, og vi ønsker fortsat at have kvalitetskontrol og produktudvikling tæt på, siger Michael Sjolte.
/he