23948sdkhjf

Ingeniør-studerende forbedrer fabriks indkøb hos underleverandører

Virksomheden Al-Vac har som en af de første udvalgte fået et Holstebro VidensPas og hjælp til at skaffe sig den rette assistance fra universiteter.

Fabrikken Al-Vac, der sælger løfteudstyr, troede, at de skulle skære ned på antallet af underleverandører. Men nu har tre studerende fundet ud af, at det er en dårlig taktik. Tværtimod skal firmaet måske have flere underleverandører for at opnå bedre priser.

Det er et af resultaterne af et projekt, som Al-Vac gennemfører sammen med tre studerende fra Aarhus Universitet i Herning. Andre firmaer rundt om i Vestjylland er i gang med noget lignende. De benytter en ordning i Holstebro Kommune med såkaldte videnspas. Det giver dem mulighed for at få konsulenthjælp til at finde lige netop de uddannelser, forskere og studerende, som ejer en viden, der kan gavne dem.

Direktør Ole Mogensen på Al-Vac har flere gange benyttet studerende og har lige nu også kontakter til både Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet. Men han har svært ved at følge med i, hvordan uddannelserne ændrer sig, og hvor de rette kompetencer findes. Derfor er han glad for, at konsulent Anna Katrine Bruun hjalp ham med at finde de tre studerende. Hun har tidligere arbejdet både på Aarhus Universitet, i private virksomheder og på offentlige institutioner. Nu bruger hun og andre konsulenter deres erfaringer til at skabe forbindelse mellem højere læreanstalter, deres fagområder og lokale virksomheder.

De tre studerende er Nickolaj Berthelsen fra Holstebro, Victor Lisberg Andersen fra Ikast og Kristoffer Holm fra Birk. De går på sjette semester på uddannelsen til business development engineer – forretningsudviklingsingeniør. De har flere gange tidligere været ude på arbejdspladser og blandt andet været med til at udvikle en medicinbeholder til Hospitalsenheden Vest og en kornrenser, som er sat i produktion.

Al-Vac og de andre virksomheder får hjælpen fra de studerende gratis. Til gengæld skal de være parat til at bruge tid på opgaven og åbne deres virksomhed op.

- Vi kunne også købe hjælp hos et professionelt konsulentfirma, og de ville gå mere målrettet og direkte til opgaven. Men vi har lyst til at arbejde med de studerende. Hvis vi klæder dem rigtigt på, bliver de bedre ingeniører til gavn for virksomhederne i fremtiden, mener Ole Mogensen.

Holstebro VidensPas er en gratis ydelse for erhvervslivet. De får 10 timers rådgivning uden beregning. Holstebro Kommune finansierer ordningen efter en aftale med rådgiverne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122