Lav efterspørgsel tvinger NOV Flexibles til afskedigelser
Lav efterspørgsel på fleksible rør som følge af et fortsat lavt aktivitetsniveau i offshore olieindustrien tvinger nu NOV Flexibles til afskedigelser.
Det skriver SN.dk.
Onsdag varslede selskabets ledelse således, at man i den kommende tid skal sige farvel til op mod 150 medarbejdere på tværs de tre afdelinger i Kalundborg, Aalborg og Brøndby.
Det endelige antal fastlægges først, når forhandlinger mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter er færdige, men der er tale om en markant reduktion i medarbejderstaben, som i alt omfatter 680 medarbejdere.
- Vi har allerede foretaget alle de andre tiltag, en ansvarlig virksomhedsledelse kan benytte sig af, men hvis vi skal bevare vores konkurrenceevne i et overordentligt vanskeligt marked, er vi desværre nødt til også at gennemføre en reduktion af medarbejderstaben, siger president Michael C. Hjorth til SN.dk.
Det er endnu ikke meldt ud, hvor mange der bliver fyret på de enkelte lokationer.