Lokal kompetence - global konkurrence
Både virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal blive bedre til at udnytte globaliseringens muligheder.
På konferencen blev de nye krav, som globaliseringen stiller til både virksomheder og uddannelsesinstitutioner, sat til debat.
- Der er et udbredt ønske om et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Det har begge parter vist stor interesse for, og det er glædeligt. Men der er stadig en del arbejde, der bør gøres, for uddannelsesinstitutionerne kan blive bedre til at tilrettelægge de enkelte uddannelser og aktivt inddrage viden fra virksomheder, videninstitutioner og andre uddannelsesinstitutioner - nationalt som internationalt, siger direktør Ole Krog.
DI har op til Uddannelsesdagen spurgt en række af de uddannelses- og personaleansvarlige virksomhedsledere om hvilke kompetencebehov, der er vigtigst blandt de nyuddannede for at klare sig på de globale markeder.
- Undersøgelsen viser, at der er noget at hente på de kompetenceområder, som bliver mere centrale i forbindelse med øget internationalisering og globalisering. Det handler blandt andet om kommunikation, it, sprog, samarbejdsevner og resultatorientering. Og forretningsforståelse ligner nærmest en by i Rusland.
- De danske virksomheder er gode til tværfaglighed, projektorganisering, anvendelsen af it og tilstedeværelsen på globale markeder. Derfor skal virksomhederne i langt højere grad end i dag ind på uddannelsesinstitutionerne og videregive de her kompetencer til både lærere, ansatte, studerende og elever, siger direktør Ole Krog, DI.
Kilde: Jern- og Maskinindustrien