23948sdkhjf

2009 blev super-år hos Steffca

Ekstra fokus på salg har givet bonus hos den fynske paknings-specialist.
Hvad gør man, når barometret står på finanskrise, men man egentlig ikke har lyst til at stoppe med at vokse? Hos Steffca har recepten været klar – her er der blevet sat ekstra tryk på salgsindsatsen, og det har givet bonus.

I 2009 blev det til et bruttoresultat på 13,6 mio. kr. svarende til en vækst på 4,9 mio. kr. sammenlignet med 2008. Resultatet før skat endte samtidig på 3,8 mio. kr., hvilket er 0,9 mio. kr. bedre end året før.

Fokus på salg
For administrerende direktør Martin Steffensen er det flotte resultat dog ikke kommet som nogen overraskelse.

- Vi har bevidst sørget for at være aggressive i vores salgsindsats. Alle vores sælgere er langt mere opmærksomme, når de er på besøg hos kunderne, forklarer Martin Steffensen.

- Men vi har også været heldige, at der er så stort fokus på at spare energi, og det er jo lige vand på vores mølle, tilføjer han.

Nye medarbejdere i Nyborg
Steffca producerer og distribuerer et bredt udvalg af pakninger til blandt andet ovne, kedler og brændeovne, og netop egenproduktionen i Nyborg har været en af nøglerne til væksten i 2009.

- Modsat mange andre så har vi sørget for at skrue op for vores produktion, så vi kan være langt mere fleksible. Mange kunder tøver med at købe hjem til eget lager for tiden, og der har vi været i stand til at producere forud og så levere varerne, efterhånden som kunden har brug for det, lyder det fra Martin Steffensen.

På fabrikken i Nyborg har den strategi betydet, at medarbejderstaben rent faktisk er vokset fra 12 til 19 mand under finanskrisen, og Martin Steffensen afslører, at der snart bliver brug for endnu et par medarbejdere.

Vil vokse 30 % i 2010
Også i 2010 ser direktøren lyst på tingene, og han fortsætter ufortrødent med den udadvendte salgsstrategi.

- Alt har fungeret optimalt i 2009, så selvfølgelig fortsætter vi ad det spor. Vi regner faktisk med at kunne hente en vækst på yderligere 30 % i 2010, siger Martin Steffensen og slutter:

- Samtidig gør vi klar til at udvide vores maskinpark. Det er vigtigt, at vi kan følge med efterspørgslen, og at det ikke går ud over vores leveringstider.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093