Sanistål forventer stadig overskud i 2010
Første kvartal bød på et nyt underskud hos stål-koncernen. Omfattende rationaliseringer begynder dog at virke.
Den væsentligste årsag til det negative resultat i kvartalet er ifølge Sanistål omsætningstilbagegang som følge af den økonomiske krise i samfundet. Omsætningen er faldet med 265,3 mio. kr. svarende til ca. 24,1 % i forhold til samme periode sidste år.
Påvirket af streng vinter
Omsætningsnedgangen på stålprodukter udgør 133,1 mio. kr. (35,6 %), mens omsætningen på øvrige produktgrupper er faldet med 132,2 mio. kr. (18,2 %).
- Byggeriaktiviteten har i første kvartal været påvirket af den lange og strenge vinter, hvilket har resulteret i, at mange byggeriaktiviteter har måttet udskydes. Der er endnu ikke indikationer på, at nedgangen i byggeriet er stoppet. I industrimarkedet er der konstateret en stigende aktivitet måned for måned i 2010, hvilket indikerer, at udviklingen er ved at vende i dette segment, skriver Sanistål i sit regnskab.
Sanistål vælger dog at fastholde forventningerne til 2010. Her kalkulerer man stadig med et EBITDA på 50-100 mio. kr. før gevinster fra salg af ejendomme. EBITDA for de kommende tre kvartaler forventes at blive positivt og bedre kvartal for kvartal. For første halvår forventes et fald i omsætningen, mens der forventes en svag stigning i andet halvår.