23948sdkhjf

Veluddannede med gode job udvandrer

Mange danskere med en videregående uddannelse vælger at udvandre fra Danmark, viser ny analyse.
Især de unge, de kloge og dem med gode job udvandrer fra Danmark. En ud af tre danskere, der forlader Danmark, har en videregående uddannelse. De højtuddannede udgør dermed en betydelig højere andel af udvandrerne end i befolkningen generelt. Samtidig har udvandrerne typisk en høj erhvervsdeltagelse bag sig i Danmark.

Det dokumenterer en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der giver et samlet billede af ind- og udvandringsmønsteret i Danmark.

Den højtkvalificerede udvandring er ikke et problem. Det er derimod et problem, hvis Danmark ikke samtidig tiltrækker lige så mange eller flere indvandrere med topkvalifikationer og høj erhvervsdeltagelse. Der er hvert år flere, der indvandrer i Danmark, end der udvandrer. Alligevel mister landet netto arbejdskraft på den trafik, fordi det især er veluddannede og erhvervsaktive, der udvandrer, mens indvandrernes umiddelbare bidrag til arbejdsstyrken er ringe.

I 2000 valgte 17.000 20-59-årige at udvandre, mens 22.000 i samme alder indvandrede. Trods det umiddelbare „overskud" af indvandrere betød vandringerne samlet set, at antallet af personer i arbejdsstyrken faldt med 2.000 personer. Til gengæld steg antallet af 20-59-årige uden for arbejdsstyrken med 7.000.

Otte ud af 10 udvandrere af dansk oprindelse indgik i arbejdsstyrken, før de forlod Danmark, mens kun godt 40 pct. af indvandrerne fra andre vestlige lande indgik i arbejdsstyrken ét år efter deres ankomst.

Blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande var erhvervsdeltagelsen nede på 20 pct. året efter deres ankomst til landet.

Blandt de 20-59-årige, der udvandrede i 2000, havde hver tredje afsluttet en videregående uddannelse. Næsten halvdelen af dem forlod landet med en lang videregående uddannelse bag sig. Blandt de højtuddannede, der udvandrede, var der desuden en klar overvægt af personer med teknisk, naturvidenskabelig eller samfundsvidenskabelig uddannelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141