Virksomheder kan tjene på el
Elkraft vil betale virksomheder for at lukke for produktionen eller stille nødstrømsanlæg til rådighed, når der mangler kapacitet i elproduktionen.
Produktionsvirksomheder, som har eget nødstrømsanlæg, kan få en ganske pæn gevinst, hvis de kommer med i et forsøg, som Elkraft sætter i gang næste forår, skriver Berlingske Tidende
Elkraft har det overordnede ansvar for elforsyningen øst for Storebælt. Dette ansvar indebærer, at Elkraft via kontrakter skal sikre, at der altid er kapacitet nok til at dække elbehovet.
Ikke mindst på grund af de mange vindmøller er opgaven med at sikre balancen på elnettet blevet sværere. For det meste kan behovet for el dog klares via import fra Sverige, men indimellem opstår der flaskehalse i systemet.
Indtil videre har Elkraft betalt kraftværkerne for at have ekstra kapacitet til rådighed, så der ikke bliver mangel på el. I et nyt forsøg vil Elkraft lave aftaler med virksomheder, som kan få en fast pris for at stille deres nødstrømsanlæg til rådighed eller for at reducere deres forbrug i de kritiske timer. Samarbejdspartnerne findes via en udbudsrunde, og projektet skydes i gang 1. april.
Elkraft forventer, at virksomhederne vil få omkring 100.000 kr. per år som et fast beløb per MW. Herudover vil der være en afregning for den strøm, der produceres.
For virksomhederne vil det ofte være ren gevinst. Når nødstrømsanlæggene jævnligt startes, vil der nemlig ikke være behov for de prøvekørsler, som i dag er nødvendige for at være sikre på, at apparaturet fungerer den dag, der akut opstår et behov for nødstrøm, skriver Berlingske Tidende.