LM Glasfiber halverer omsætning
Men der er positive meldinger om øget salg af vindmøllevinger udenfor Danmark, og virksomheden genansætter nu medarbejdere
Vindmøllevinge-producenten LM Glasfiber med hovedkvarter i Lunderskov har næsten halveret sin omsætning i forhold til sidste år.
Omsætningen er i første ni måneder faldet fra 1923 mio. kr. til 1006 mio. kr. Det skyldes først og fremmest, at der er ringere aktivitet i Danmark, Spanien og Tyskland og at LM’s vindmølle-kunder har tabt markedsandele i perioden.
LM Glasfiber er fortsat verdens største producent af vindmøllevinger.
Der er dog positive meldinger om øget salg udenfor Danmark i andet halvår. Det har fået LM til at øge antallet af medarbejdere med 170 i tredje kvartal.
Resultatet før renter, skat og særlige poster, EBITDA, er 87 mio. kr. mod 429 mio. kr. for perioden sidste år.
Ordrebeholdningen svarer imidlertid til ca. fire måneders produktion og er på niveau med sidste års. På den baggrund fastholder LM en omsætning på 1700-1800 mio. kr. for hele 2003, som forventet.