23948sdkhjf

Klumme: Skab fremtidens medarbejder

Finanskrisen har varet længe og har ramt hårdt. Rigtig mange har været tvunget til at fokusere stærkt på omkostningerne, spare og skære til - herunder reducere medarbejderstaben.
Klumme af Steen Rytlig, Dansk Erhverv – Teknik

Alligevel bør erhvervslivet og virksomhederne tænke på, at der også er en dag i morgen - hvor det forhåbentligt går lidt bedre – hvor man får brug for kvalificeret arbejdskraft.

Samfundet har en forpligtigelse til at sikre, at vi har en veluddannet befolkning, men erhvervslivet har et stort ansvar for, at vi også har den fornødne fagligt kvalificerede arbejdsstyrke, der skal sikre, at danske virksomheder kan udvikle sig og være konkurrencedygtige.

Derfor bør mange flere virksomheder – store som små – påtage sig det samfundsansvar, det er, at uddanne unge mennesker til en fremtid i dansk erhvervsliv.

I en af Dansk Erhvervs store tekniske brancheforeninger uddeler man hvert år to elevpriser til årets bedste elever og lærlinge i branchen. Det er et godt og prisværdigt initiativ fra en brancheforening og dens medlemsvirksomheder.

Desværre er det i de seneste år blevet stadig vanskeligere at finde de bedste elever i branchen. Ikke fordi der ikke er gode elever. Der er bare så få, fordi stort set ingen af virksomhederne længere påtager sig at uddanne elever og lærlinge.

Dette gælder ikke kun denne branche. Ser vi på alle vore brancheforeninger indenfor de mange brancheområder, Dansk Erhverv dækker, er billedet desværre helt det samme.

Selvfølgelig kræver det noget af den enkelte virksomhed at uddanne en elev eller en lærling – men man får også en dedikeret og motiveret arbejdskraft, der er indstillet på at gøre en engageret indsats for sin lære- eller elevplads.

I disse måneder står der mange unge, som gerne vil i gang med en uddannelse i erhvervslivet, eller som har brug for en praktikplads for at kunne komme videre med deres uddannelse, og som gerne vil gøre karriere i det private erhvervsliv.

Derfor opfordrer Dansk Erhverv til – selvom det fortsat er svære tider - at virksomhederne tager en elev, en praktikant eller en lærling ind og påtager sig medansvaret for at skabe de fremtidige medarbejdere i de brancher og virksomheder, der skal være med til at sikre Danmarks fortsatte vækst og indtjening.

Hvis ikke erhvervslivet selv bidrager til at uddanne vore unge mennesker, kommer det til at virke en anelse hult, når krisen forhåbentlig snart klinger af, og virksomhederne begynder at klage over, at man ikke kan få kvalificeret arbejdskraft.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085