Nordjyske virksomheder scorer rør-ordre
Frederikshavn-virksomheden LR Marine skal stå i spidsen for leverance af præisolerede stålrør til en russisk kemikalietanker.
Det smitter af på tre af virksomhedens samarbejdspartnere, nemlig Logstor, Victor A/S samt Chrisko Staal, der alle har fået opgaver i forbindelse med produktion af rørene. Hos LR Marine skal man selv stå for tilsynet med montagen.
- LR Marine og vore nordjyske samarbejdspartnere er kendt for at levere kvalitetsprodukter, og vi har med denne ordre bevist, at danske virksomheder stadig kan klare sig på det internationale marked, udtaler LR Marines direktør, Jørgen Berth, til Nordjyske Stiftstidende.
Som en del af ordren har LR Marine option på leverancer til endnu en kemikalietanker, hvis den første opgave bliver løst tilfredsstillende.