Laserteknologi sprænger rammer
Laseroverfladebehandling giver nye muligheder inden for konstruktion og design
- Den optik, der hører til selve processen, har hidtil været meget kostbar, men er nu kommet ned i et rimeligt prisniveau. Samtidig har optikken fået langt flere anvendelsesmuligheder, og den kan skræddersyes til den givne opgave, fortæller projektleder Steen Erik Nielsen fra FORCE Technologys afdeling for Svejseinnovation.
Der findes to primære processer inden for laseroverfladebehandling. Den ene er almindelig hærdning, hvor man scanner laserstrålen hen over overfladen, hvorved man får en hurtig opvarmning samt en hurtig afkøling af overfladen. Det kaldes transformationshærdning, fordi hårdheden i overfladen herved forøges.
Transformationshærdning benyttes typisk i forbindelse med hærdbare stållegeringer og i en vis udstrækning til specielle materialer som f.eks. titan.
En anden velkendt metode går ud på at svejse et andet materiale på overfladen. F.eks. kan man påsvejse en række materialer på stål, som er hårdere end selve stålet. Det kan f. eks. være Stellite, som er et koboltbaseret materiale, der er fire-fem gange så hårdt som stål. En underafdeling af påsvejseteknikken kaldes for laserfusing. Denne foregår ved at man indledningsvis termisk påsprøjter sin korrosions- og/eller slidbestandige overflade i en given lagtykkelse.
Renovering af aksel ved laserfusing.- Efterfølgende laserfuses det termisk påsprøjtede materiale - det vil sige, at man smelter og påsvejser det til overfladen. Dette kan i dag ske via en optisk ”skræddersyet” laserstråle. Herved får man den ønskede opsmeltning/påsvejsning af det plasmapåsprøjtede lag, hvorved der opnås en tæt slid- og korrosionsbestandig overflade med meget lille opblanding fra grundmaterialet i størrelsesordenen 10 procent. I modsætning til en flammefusing, får vi herved en påsvejst belægning. Ofte er der tale om tynde lagtykkelser på højst én millimeter. Tykkere lag kan dog genereres ved gentagne behandlinger, siger Steen Erik Nielsen.