I stilling til vækst
Direktøren for Bladt Industries i Aalborg bliver bestyrelsesformand for at hellige sig udviklingssiden.
Afløseren i chefstolen er Jens Frederik Hansen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i Babcock & Wilcox Vølund ApS, og han skal sammen med den øvrige direktion, salgs- og projektdirektør Carsten Nielsen, teknisk direktør Peter Rindebæk og økonomidirektør Jan Offersøy Nielsen, alle udnævnt i juni - føre Bladt-strategien ud i livet.
Leverancer til off shore-aktiviteter er et af specialerne hos Bladt Industries i Aalborg.For 57-årige Arne Pedersen, der rykkede ind hos Bladt for fire år siden, bliver den ny rolle af typen "arbejdende bestyrelsesformand, idet han skal tage sig af udviklingsdelen.
- Når jeg træder et skridt i baggrunden, er det mest for at få lidt ro til at arbejde med udviklingen. Vi har brug for at finde ud af, hvordan vi skal specialisere og dygtiggøre os i den niche, forklarer Arne Pedersen.
Bladt Industries beskæftiger sig først og fremmest med leverancer til olie- og gasudvinding, havvindmølleparker og byggeopgaver i stål i stil med terminalbygningen i Billund Lufthavn.
At bevare en stor arbejdsplads i Nordjylland er en del af strategien. P. t. er der 350 ansatte, men Arne Pedersen har fuld tillid til, at der i løbet af de næste måneder vil være basis for at nå op på de 450 medarbejdere, som virksomheden kunne mønstre i starten af 2003.
- Efter et dyk i ordreindgangen i årets første halvdel har vi oplevet en betydelig fremgang her sidst på året, og der vil som normalt stå et trecifret millionbeløb i ordrebogen ved årsskiftet, siger Arne Pedersen til Nordjyske Stiftstidende.