Direktør køber York-støberi
Samtidig flytter York-koncernen produktion af kølekompressorer til sin fabrik i Århus i konkurrence med Kina.
Ud over at levere til York-koncernen leverer støberiet gods til en række kunder rundt omkring i verden. Sabro A/S fortsættes med Lars Fansbo som administrerende direktør og ventes også at kunne fortsætte beskæftigelsen af de cirka 85 ansatte ved støberiet.
Frasalget sker som et led i en overordnet York-strategi om at koncentrere sig om kerneforretningen inden for international køleindustri, forklarer Yorks danske direktør Kim Buchwald til dagbladet Børsen.
York-kompressorer, der for eftertiden skal produceres på fabrikken i Holme.York International har desuden besluttet at flytte kølekompressorproduktion fra USA til Holme ved Århus, der vinder arbejdspladserne i direkte konkurrence med Kina.
De cirka 1.500 kompressorer årligt, som hidtil er blevet fremstillet i USA, hvor moderselskabet har hovedsæde i Pennsylvania, vil skabe jobs til yderligere 20 i Holme.
- Vi har fået det skulderklap, at vi er blevet foretrukket af York, der også overvejede produktion i Kina. Når valget faldt på os i stedet, skyldes det at vi har loyale og forandringsvillige medarbejdere i produktionen og en stærk spidskompetence i vor produktudviklingsafdeling med 70 højt uddannede ingeniører, siger administrerende direktør Kim Buchwald til dagbladet Børsen.