EU-opgave til Teknologisk Institut
Instituttet skal undersøge, hvordan 200 mia. Euro i strukturfondene kan bidrage til at gøre EU mere konkurrencedygtig.
Teknologisk Institut er samarbejdspartner og vidensleverandør til Metal Supply.
Teknologisk Institut har vundet den prestigefyldte opgave i åben konkurrence med firmaer fra hele Europa. EU’s stats- og regeringschefer har sat sig et ambitiøst mål om at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske viden-baserede økonomi inden år 2010. Målet er en del af Lissabon-strategien, vedtaget i 2000 i den portugisiske hovedstad. Strategien kræver reformer og omstilling i EU's medlemslande. EU's strukturfonde støtter hvert år regional udvikling og omstilling med mange millarder euro, særligt i EU's mindre udviklede lande. Men støtten blev planlagt, før der var tænkt på Lissabon-strategien.
Teknologisk Institut skal nu undersøge, hvordan de eksisterende fonde kan bidrage til Lissabon-målene. Endnu vigtigere skal Instituttet rådgive Kommissionen om, hvordan fremtidens støtteprogrammer kan målrettes, så de bidrager til Lissabon-reformerne.