Danfysik får rekordordre
Jyllinge-virksomheden skal levere en cyclotron til 101 mio. kr. til forsknings-projekt i Australien.
Danfysik A/S har i den seneste måned forhandlet med Major Projects Victoria i Melbourne, Australien om leverancen af en såkaldt synkrotron til et af Australiens største forsknings-projekter.
Tidligere cyclotron-installation fra Danfysik.Ordren er nu vundet af Danfysik i skarp konkurrence med fire andre leverandører. I »slutrunden« stod konkurrencen imellem den japanske megakoncern Toshiba og Danfysik.
- Danfysik blev valgt som den fortrukne leverandør, ikke mindst på grund af vores unikke erfaringer og referencer som førende leverandør på verdensplan inden for dette felt, oplyser Bjarne Roger Sørensen, adm. direktør i Danfysik.
Ordren omfatter design, konstruktion, fremstilling, installation og indkøring af en komplet synkrotron injektor, som er en 130 meter lang ringformet accelerator. Maskinen skal opbygges i segmenter i virksomheden i Jyllinge og samles i Australien.
Det er den største enkeltordre i Danfysiks 40 årige historie. Danfysik har leveret to tilsvarende, men mindre anlæg, i Tyskland (1997-2000) og Canada (2000-2002).
Danfysik A/S, der er beliggende i Jyllinge, producerer og sælger partikel accelerator anlæg til forskningsinstitutioner verden over. Eksportandelen ligger tæt på 100 procent af omsætningen, som igennem de seneste år er øget med 25-30 procent pr år.
Virksomheden beskæftiger 90 medarbejdere i Jyllinge og 25 medarbejdere i datterselskabet Oxford Danfysik Ltd. i Oxford. Omsætningen beløber sig til 135 millioner kroner årligt, så ordren til Australien udgør tæt på et års omsætning i virksomheden, skriver Dagbladet Roskilde.