2009 blev hårdt år for Gybo Rustfrit Stål Design
Finanskrisen og lukningen af udenlandske aktiviteter resulterede i stort underskud hos underleverandøren.
Samlet set realiserede Gybo en negativ bruttofortjeneste på 409.779 kr., hvilket lå milevidt fra 2008-resultatet på 10,7 mio. kr. Resultat før skat endte med et markant underskud på 9,9 mio. kr. mod et underskud på 2,8 mio. kr. i 2008.
Forventer overskud i 2010
Ledelsen betegner naturligt nok resultatet som utilfredsstillende. Den kraftige tilbagegang skyldes blandt andet et tab på 6 mio. kr. som følge af nedlukning af selskabets udenlandske aktiviteter.
Underskuddet efterlader Gybo med en samlet egenkapital på -3,0 mio. kr., men gennem en aftale med moderselskabet JBN ApS er den fortsatte drift sikret.
Derudover vil ledelsen sikre øget likviditet gennem optimering af lagerstørrelse og produktsortiment. På den baggrund forventes positiv indtjening i 2010.