DanaTec succesfuldt gennem rekonstruktion
Efter et år med betalingsstandsning og usikker grund er værktøjsproducenten DanaTec Tools A/S atter på vej fremad.
- Samtidig er vi kommet rigtig godt i gang her efter sommerferien, og ordreindgangen er stigende, så vi ser positivt på fremtiden, om end de sidste par år har sat sine spor i bevidstheden, siger direktør Per K. Pedersen.
Umulig branche
Ifølge Per K. Pedersen har det været afgørende, at selskaberne var overskudsgivende, da rekonstruktionen blev indledt, og efter en hård kamp er der nu skabt et grundlag for en fremtid i værktøjsbranchen:
- Vi har kæmpet hårdt i en næsten umulig branche, hvor antallet af udbydere er blevet for stort, og der er ingen tvivl om, at der kommer til at ske mere i branchen i nær fremtid, siger direktøren og fortsætter:
- Kundegrundlaget i træindustrien er faldet drastisk, og mit bedste bud er, at den totale omsætning i branchen i dag ikke medvirker til overskud samlet set, og det er selvfølgelig ikke holdbart på længere sigt, fastslår han.
Har kæmpet som en stor familie
Per K. Pedersen er taknemmelig over den opbakning, som leverandører og kunder har udvist i det forgangne år, og direktøren fremhæver samtidig sine medarbejdere for en uvurderlig indsats:
- Det har været et langt sejt træk for alle implicerede, og især medarbejderne har måttet trække et stort læs. Vi har kæmpet som en stor familie for vores fortsatte eksistens og har i den sidste tid bevist, at vi har vores berettigelse på det danske marked, slutter DanaTec Tools’ direktør.