Nyt underskud hos Schultz Seating System
Underleverandøren til møbelindustrien mistede omsætning og kom igen ud med røde tal i 2009/2010. Underskuddet er dog mindre end i 2008/2009.
Det er blandt andet markante udsving i omsætningen hos datterselskabet Beejing Schultz Seating Ltd., der er årsag til nedgangen, og dermed måtte Galten-virksomheden igen i 2009/2010 tage til takke med et underskud. Løbende tilpasninger gennem året har dog betydet, at det er lykkedes at reducere underskuddet fra 4,2 mio. kr. i 2008/2009 til 1,4 mio. kr.
Venter overskud i 2011
Endvidere vurderer ledelsen, at omkostningerne nu er nede på et niveau, der matcher markedet, og fremadrettet forventes det, at omsætningen nu er stabiliseret med mulighed for en mindre vækst.
Kombineret med det tilpassede omkostningsniveau ventes derfor et positivt resultat. I Beejing Schultz Seating budgetterer ledelsen med en omsætningsvækst på 10-15 %, og det vil i givet fald sikre et nul-resultat for de kinesiske aktiviteter i 2010/2011.
Schultz Seating System producerer stålstel og funktionsbeslag til polstermøbelindustrien. Cirka 80 % af produktionen på fabrikkerne i Danmark, Polen og Kina går til eksport.