23948sdkhjf

20 startups kæmper om en halv million

Hård konkurrence får startups til at overleve

For fjerde år i træk har Industriens Fond og Scion DTU udvalgt en række danske hardware-iværksættere til at deltage i Danish Tech Challenge.

I alt 20 opfindere og små virksomheder – hvis idéer tæller monitoreringssensorer til rottekasser, svejserobotter samt træning af åndedrætsmuskulaturen og bakteriesensorer med mere - skal fra august og fire måneder frem konkurrere om Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kr.

Det er fjerde år, at Scion DTU og Industriens Fond afvikler inkubationsforløbet med fokus på modning af højteknologiske virksomheder og iværksættere, der opfinder og producerer fysiske produkter.

Fra idé til eksport og arbejdspladser
Danish Tech Challenge er etableret på baggrund af Industriens Fonds temaindkaldelse om at skabe flere vækstiværksættere i Danmark. Og den agenda er fortsat aktuel.

- Med Danish Tech Challenge ønsker vi at sætte skub på, at iværksættere inden for hardware-området bliver til større virksomheder og på sigt skaber eksport og arbejdspladser. Forløbet sætter deltagerne under pres samtidig med, at de får adgang til viden, gode faciliteter og netværk. Det er en unik mulighed for at udvikle sig og komme videre som vækstvirksomhed – eller måske opdage, at man faktisk ikke har noget potentiale, siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond, der siden 2014 har stået bag Danish Tech Challenge. 

Deltagere med gode overlevelseschancer
Årets deltagere spænder over kategorierne miljøteknologi, sundhedsteknologi, optik og sensorer og connected devices – og forventningerne er høje hos Scion DTU, der huser de 20 deltagere, mens forløbet står på.

- Vi glæder os til at byde de nye Danish Tech Challenge virksomheder indenfor i Forskerparken, hvor de får rig mulighed for at udvikle idéer og teknologier. Vores ambitionsniveau er højt, og vi kommer til at stille store krav til deltagerne, siger Steen Donner, adm. direktør for Scion DTU, der understreger, at det hårde pres på deltagerne virker.

- Vi kan se på vores evalueringer og opgørelser, at langt flere af de virksomheder, der deltager i Danish Tech Challenge, overlever, vokser og skaber arbejdspladser, end det er tilfældet for iværksættere generelt.

Se alle de deltagende startups ved Danish Tech Challenge 2017 på Scion DTUs hjemmeside.

Fakta: Danish Tech Challenge
Danish Tech Challenge består af et fire måneders program, sparring med rådgivere og mentorer, adgang til prototypeværksted, adgang til investorer og en hovedpræmie i form af Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kr.

Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb målrettet teknologiske hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Industriens Fond og forskerparken Scion DTU.

I 2014 blev virksomheden Nordic Power Converters kåret som vinder, i 2015 vandt MedTrace, og senest var det Bifrost Communications, der løb af med sejren, som vinder af Danish Tech Challenge 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09