23948sdkhjf

FJ Industries fortsætter opturen

En historisk høj tilgang af nye kunder og et generelt stigende aktivitetsniveau er fundamentet i et nyt stærkt årsregnskab fra FJ Industries.

Industrivirksomheden med hovedsæde i Ferritslev på Fyn kommer ud af regnskabsåret 2016/2017 med vækst på alle de væsentligste parametre. Det skriver FJ Industries i en pressemeddelelse.

Årsregnskabet viser et resultat efter skat på 24,2 mio. kr. Det er en stigning på 51 procent sammenlignet med regnskabsåret 2015/2016, hvor overskuddet blev på 16 mio. kr.

Også omsætningen er hævet markant i samme periode fra 161,7 mio. kr. til 186,9 mio. kr. i 2016/2017 for virksomheden, som leverer metalkomponenter til primært automobil-, pharma- og industrisegmenterne.

Ifølge CEO i FJ Industries, Lars Wildenschild, skyldes den positive udvikling blandt andet, at koncernen har oplevet en historisk høj tilgang af nye kunder.

- Når vi ser tilbage på regnskabsåret, kan vi konstatere, at vi aldrig tidligere har fået tilgang af så mange nye kunder, og samtidig har vi generelt set, at vores eksisterende kunder har haft et højere aktivitetsniveau. Så vi har nået et både højt og stabilt momentum, og det smitter positivt af på både top- og bundlinjen. Det er meget tilfredsstillende, at vi igen kan levere et så stærkt regnskab, siger Lars Wildenschild.

Der er i det forgangne regnskabsår investeret i automation og nye og mere effektive bearbejdningsmaskiner i Kina og Danmark. Medarbejderstaben er samtidig forøget med cirka 34 personer, hvoraf 10 af medarbejderne er ansat på fabrikken i Danmark.

Ordreindtaget ligger fortsat højt i de første måneder af det nye regnskabsår, og FJ Industries forventer, at væksten vil fortsætte både målt på omsætning og resultat.

- Vi er meget optimistiske, når vi kigger ind i fremtiden. Vi arbejder fortsat benhårdt på at være agile og servicemindede i forhold til vores kunder, og vi kan se resultaterne af vores arbejde. Det er en positiv spiral, vi er inde i, siger Lars Wildenschild.

FJ Industries A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Nettoomsætning 186,9 161,7
Resultat før finansielle poster 23,3 13,0
Resultat før skat 29,0 17,4
Årets resultat 24,2 16,0
Balancesum 160,4 201,8
Egenkapital 82,5 115,9
Antal ansatte 221 187
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2017

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094