23948sdkhjf

KSM Group overtages af erhvervsduo

To private investorer køber nu samtlige aktier i Kurt Sørensen Maskinfabrik A/S samt 90 procent af datterselskabet KSM Poland SP Z o.o.

Randers-virksomheden Kurt Sørensen Maskinfabrik og det polske datterselskab KSM Poland (til sammen KSM Group) er blevet overtaget af de to erhvervsmænd Poul Arne Kloster og Jesper Vinther, der har fortid i store virksomheder som Aalborg Portland og Hydrema. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

De to investorer har med 50/50 købt 100 procent af aktierne i Kurt Sørensen Maskinfabrik samt 90 procent af KSM Poland SP Z o.o. De resterende 10 procent ejes af den polske direktør, som fortsætter i selskabet. Erik Christensen skal som ny formand tegne selskabets bestyrelse.

Kurt Sørensen Maskinfabrik og KSM Poland SP Z o.o supplerer i dag hinanden produktionsmæssigt. Den danske del er specialiseret inden for spåntagende bearbejdning af emner med en diameter på op til 3,8 meter og 12 tons, mens fabrikken i Polen producerer komplette konstruktioner og emner.

- Vi er meget tilfredse med den aftale, der nu er indgået med de tidligere ejere. Vi overtager ejerskabet af en koncern med meget stærke kompetencer og vækstmuligheder, og vi ser frem til at fortsætte selskabernes positive udvikling og til samarbejdet med medarbejderne, kunder og leverandørerne, fortæller Poul Arne Kloster.

KSM Group tæller i dag af 120 medarbejdere, der alle fortsætter i deres virke under de nye ejere. Og planen er endda, at medarbejderantallet skal vokse:

- Ambitionen er at skabe rammerne for en støt stigende aktivitet, og derfor forventer vi også, at vi inden for de kommende år kommer til at ansætte endnu flere medarbejdere, fortæller Jesper Vinther.

Erhvervsduoen Poul Arne Kloster og Jesper Vinther overtager de to selskaber fra stifter Kurt Sørensen og medejer Jakob Sørensen, der ved frasalget forsat ejer KSM Dampers, KSM Industry, KSM Service og KSM-Corrsan. Disse skifter dog navn fra KSM til Cogitec og udgår således af koncernen KSM Group.

- Jeg er rigtig glad for at se, at mit livsværk videreføres af nogle, der har en klar og seriøs plan for virksomhedens fremtid. Det har været afgørende for os, at alle medarbejdere fortsætter i deres nuværende stillinger. Vores succes igennem de sidste 45 år kan ene og alene tilskrives vores medarbejderes dygtighed og store engagement, fortæller den nu tidligere ejer Kurt Sørensen.

Både Kurt og Jakob Sørensen vil i en periode bistå med overlevering til de nye ejere, så viden, relationer og erfaringer fastholdes i virksomheden.

Det fremtidige KSM Group vil især koncentrere aktiviteterne omkring industrielle spjæld, stålkonstruktioner til bygge- og anlægssektoren, tanke og komponenter til offshore- og shippingindustrien samt komponenter til cement- og vindmølleindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156