Vestas tæt på kæmpeordre
Den danske vindmølleproducent offentliggjorde tirsdag, at man er blevet valgt som foretrukken leverandør til et 443 MW stort projekt i den mexicanske delstat Tamaulipas.
Kunden er Zuma Energia, og vindmøllerne, som bliver af typen V136-3.45 MW, skal opstilles i Reynosa III-vindmølleparken.
Udover selve vindmøllerne indeholder kontrakten også en 15-årig serviceaftale.
Det mexicanske energiministerium sendte i september sidste år projekter for godt 2,7 GW vedvarende energi i udbud. Zuma Energia vandt 725 MW af disse, og Reynosa III-projektet er en del af disse.