Nyt om navne: Ny salgschef i Duco
Han er uddannet CBA fra AVT Business School og kommer senest fra en stilling som salgschef hos Trelleborg Sealing Solutions.
Rasmus Pedersen har igennem de sidste 10 år arbejdet med teknisk salg og udvikling hos forskellige virksomheder, hvor han blandt andet har arbejdet med salg og udvikling af tekniske løsninger til vind, olie/gas samt fødevareindustrien. I sin tidligere stilling arbejde han med både lokale og globale kunder. Her arbejdede han også med den generelle salgsfremmende strategi i Trelleborg.
- Jeg ser Duco som en spændende virksomhed, der med sit store udvalg af standard- og kundetilpassede produkter har et kæmpe potentiale, siger Rasmus Pedersen.
Hos Duco skal Rasmus Pedersen dels varetage stillingen som ekstern sælger på Sjælland, hvor han skal gennemføre kundebesøg hos trælaster, byggemarkeder, entreprenører, arkitekter samt andre private og offentlige kunder.
Derudover skal han være bindeled i Ducos forhandlernetværk samt udvikle og implementere salgsstrategien i Duco.
Netop det sjællandske marked repræsenterer for Duco et relativt uudnyttet marked. Ansættelsen af Rasmus Pedersen som salgschef med ansvar for det sjællandske marked er derfor tiltænkt som en styrkelse af virksomhedens position.
Duco sælger let og tungt brøndgods, afløbsrender i belastningsklasse 1,5 til 90 tons samt design-render. Derudover sælger virksomheden også topringe, kegler samt dæksler i genbrugsplast samt kundetilpassede løsninger, i forbindelse med sikring af skybrud og oversvømmelsesprojekter.