23948sdkhjf

Svejsevirksomhed søger ny direktør

Smooth Robotics er i gang med at definere sin forret­nings­model og på jagt efter en ny administrerende direktør.

Teknologien er egentlig på plads, flere pilotprojekter er i gang, men alligevel har svejse-virksomheden Smooth Robotics udskudt lanceringen af deres produkt til hyldesalg.

Planen var egentlig at lancere til sommer, men produktet er blevet en anelse forsinket, fordi virksomheden har prioriteret at holde så mange muligheder åbne som muligt og ikke låse sig til en enkelt robotproducent.

- Vores teknologi er oprindeligt udviklet til en Kuka-robotarm, men vi er i gang med at udvide til to andre robotmærker. Lige nu har vi flere virksomheders svejserobotter inde i vores værksted, hvor vi kører i beskyttet tilstand. Om kort tid flytter vi så vores værktøj ud i virksomhederne egne produktionsmiljøer, siger Jens Kristian Damgaard, der lige nu er administrerende direktør i Smooth Robotics.

Hvem skal sælge?
Han håber, at de første test udvikler sig til projektsalg, og at det kommercielle styksalg kan starte i det sene efterår. Men hvordan virksomhedens produkt skal sælges, det er endnu uafklaret.

- Netop nu skal vi afklare, hvem i værdikæden, vi skal lave strategiske alliancer med. Helt konkret, hvem skal sælge vores teknologi, altså vores produkt. Skal det være os selv, der opbygger en salgsorganisation og sælger til slutbrugere, eller skal vi lave alliancer med integratorer eller måske robotproducenter. Vi har ikke lukket nogen døre endnu, men afsøger konkret alle muligheder, siger Jens Kristian Damgaard, der også er administrerende direktør i venturekapitalvirksomheden Science Ventures Denmark.

Han er også godt i gang med at gøre sig selv arbejdsløs i den proces. Smooth Robotics er nemlig aktivt på jagt efter en ny administrerende direktør, der kan løfte virksomheden til næste niveau.

- Vi er på jagt efter nye medarbejdere, blandt andet en administrerende direktør. Man skal kende sin besøgstid, når en virksomhed skifter gear og sørge for, at de rette kompetencer er ombord, siger Jens Kristian Damgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105