23948sdkhjf

Inrotech klar med "klog" svejserobot

Inrotech har udviklet en svejserobot, som selv kan tolke, hvor der skal svejses. Linjen er fodret med et bibliotek af viden om forskellige svejsninger.

Bjælken med de to svejserobotter skal bare køre hen over emnet en enkelt gang. Så er den klar til svejsning. Det er det særlige ved fynske Inrotechs teknologi. Robotterne kan svejse helt uden at kende konstruktionen.

- Vi har ikke nogen tegninger over emnet, der skal svejses. Men robotten kan "se" og genkende de steder, hvor der skal svejses, fortæller salgschef Morten Arndal Nielsen.

Anlæg til mikrosvejs
Inrotech bygger i øjeblikket flere "mikropanellinjer" til skibsværfter rundt i verden. Det vil sige anlæg, som kan svejse på mikropaneler, eksempelvis mindre vægelementer i et skib. Bjælken er 5,5 meter lang, og den har monteret to svejserobotter og tre skannere.

- Vi kører henover emnet og laver en grovscanning. Så ved robotterne nogenlunde, hvor de skal svejse. På tilbagevejen går robotterne ned og finscanner og udfører selve svejsningen. Så er arbejdet færdigt, siger Gert Jørgensen, administrerende direktør for Inrotech.

- Al intelligensen er indbygget i systemet. Operatøren skal i princippet bare lægge panelet under robotterne og trykke på en knap. Så vi har gjort tærsklen for at robotisere og automatisere meget lav, forklarer Gert Jørgensen.

Laserne, som sidder på hovedstativet og laver den første grovscanning, er en ny tilføjelse for Inrotech. Tidligere har firmaet kun haft en en laserscanner ved selve svejsehovedet.

Svejse-bibliotek
Robottens computer har indbygget viden om en lang række forskellige svejsninger.

To af Inrotechs erfarne svejsere, Lars Madsen og Lars Lybech, er i gang med at prøvesvejse en lang række forskellige svejsninger.

- Vi laver svejsningen så god som mulig, og så fører vi parametrene ind i biblioteket, siger Lars Madsen, der har en fortid som svejser på Lindøværftet.

Biblioteket bliver hele tiden udvidet, så robotterne kan tage hånd om en række forskellige svejsninger.

I det hele taget lægger folkene hos Inrotech vægt på at være praktikere.

- Både min bror og jeg er startet som smede, og det sætter vi en ære i, siger Gert Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093