Leverandør til metalbranchen fejrer 25 år med et navneskift
M.S. Teknik bliver til Dansk Produktions IT. Jubilæet fejres med en reception i november.
Firmaet udvikler produktionsprogrammer til planlægning, jobrapportering, kalkulation, kvalitetsstyring o.l. til metalforarbejdende virksomheder. Løsningerne er overbygninger til Microsoft’s Dynamics C5 program.
Erfaring giver respekt
Virksomheden servicerer i dag over 50 fremstillingsvirksomheder i hele landet som kunder, herunder blandt andet JB Damgaard i Hasselager, Weissenborn i Vejle og Osvald Jensen i Brøndby.
Kundetilgangen har blandt andet nødvendiggjort en afdeling i Århus, så firmaet er tæt på sine kunder.
- Et er at have gode produkter og ydelser, men man skal ikke undervurdere det faktum, at en kunde også ser på ens erfaring. At fortælle, at vi har arbejdet med it i 25 år giver respekt, siger direktør Mogens Schou.
Reception
Jubilæet og navneskiftet fejres med en reception på Menstrup Kro onsdag den 17. november kl. 13.00-17.30.
Her vil kunder og andre interesserede tillige få mulighed for at se den seneste version af C5 samt nye modeller til ledelsesinformation og indscanning og ankomstregistrering af regninger og godkendelse via mail.