23948sdkhjf

Muehlhan satser på Nordsøen

Muehlhan har indgået kontrakt med Maersk Olie og Gas om vedligeholdende overfladebehandling på produktionsplatformene i Nordsøen. Desuden har virksomheden netop afsluttet omfattende reparationsarbejder på Horns Rev 1.
For nylig skrev Muehlhan en treårig kontrakt med Maersk Olie og Gas om vedligeholdende overfladebehandling af produktionsplatformene i Nordsøen.

- Maersk Olie og Gas stiller særdeles skrappe krav til sikkerheden og til kvaliteten af det arbejde, vi udfører på installationerne i Nordsøen, hvor luftens indhold af fugt og salt er stort, og hvor vejrliget generelt udgør en hård belastning. Vi arbejder i henhold til certificeringerne ISO 9001 for kvalitet, ISO 14001 for miljø og OHSAS 18001 for arbejdssikkerhed og -miljø, som alle er standard for Muehlhans aktiviteter med overfladebehandling, siger divisionsdirektør Jan Tofte Henriksen, Muehlhan.

Stor opgave på Horns rev 1
I september afsluttede Muehlhan sin første store opgave med on location overfladebehandling af offshore vindmøller. Det drejede sig om de 80 store møller i havvindmølleparken Horns Rev 1, som står på en position 14 km vest for Blåvands Huk.

Fordi platformene på de knap 80 meter høje møller er blevet bygget om, skulle områderne med nye svejsninger sandblæses til næsten blankt stål, og resten af strukturen med den oprindelige intakte malingsfilm blev sandsvirpet. Herefter blev malingssystemet bygget op på ny, og slutteligt fik hele strukturen en ny fullcoat.

- Mens vi arbejdede på møllerne, udførte vi desuden reparation af coatingen på blandt andet supports for bådlanding og J-tubes. Vi yder naturligvis garanti på arbejdet, og i de kommende to år udfører vi eftersyn på opgaven, siger Jan Tofte Henriksen.

Stort potentiale offshore
Ikke mindst på det mandskabsmæssige og logistiske område har Muehlhan gjort vigtige erfaringer, som virksomheden fremover kan drage nytte af. Både når det drejer sig om reparationsarbejde på olie- og gasindustriens installationer offshore og i forbindelse med etablering og vedligehold af havmølleparker er der fastlagt en langsigtet strategi, som skal føre til flere spændende og krævende opgaver:

- Det samlede potentiale på de nævnte områder, ikke mindst offshore vind, bliver betydningsfuldt i forhold til de skitserede planer for nye vindparker i Nordsøen. Men markedet er fortsat relativt nyt, og der vil ganske givet være flere om buddet, men med vores indhøstede offshoreerfaring og certificeringer står vi godt rustet. Vi kan både levere kvalificeret mandskab og indgå i tætte partnerskaber med øvrige aktører inden for dette arbejdsfelt. Muehlhan er garant for, at opgaverne bliver løst tilfredsstillende og ifølge de stadigt stigende kvalitets- og miljøkrav, siger Jan Tofte Henriksen.

Muehlhan A/S er en del af den internationale Muehlhan-koncern, der med 140 afdelinger over hele kloden arbejder som underleverandør med overfladebehandling af stålemner for værftsindustrien, vindmølleindustrien, olie- og gasindustrien mv. Alle koncernens aktiviteter for vindmølleindustrien styres fra Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094