23948sdkhjf

Operatører får brillehjælp

Beckhoff Automation vil trække HMI-interfaces ind i briller, så operatører kan betjene maskiner digitalt og hurtigt få vejledning til betjening og fejlfinding

For mange vil det nok mest lyde som science fiction at tage et par briller på, som kan bruges til at betjene en CNC-maskine på maskinfabrikken. Men det er snart virkelighed ifølge automationsleverandøren Beck­hoff Automation.

- Vi vil gerne give et konkret indspark til diskussionen om industri 4..0 og IoT, og vise, hvordan augmented reality med Hololens kan bruges helt praktisk i produktionsmiljøer. Vi arbejder med at integrere det klassiske HMI-interface, altså betjeningspanet på en maskine, i et sæt VR-briller. Så kan operatøren betjene maskinen digitalt samtidig med, at han kan modtage pop-up beskeder med opgaver eller få fejl til fejlfinding, siger Michael Nielsen, administrerende direktør i Beckhoff Automation.

På HI holder han et indlæg om netop augmented reality til Digitaliseringskonferencen, som kører parallelt med HI-messen og er gratis at deltage i.

- Jeg tror, augmented reality vil få stor betydning for dels fejlsituationer på maskiner, men også oplæring af nye medarbejdere eller træning i brug af nye maskiner. Det hele bliver meget intuitivt, fordi man kombinerer den fysiske maskine med et ekstra lag af instruktioner, siger Michael Nielsen.

Augmented reality er fortsat på et udviklingsstadie hos Beckhoff Automation, der arbejder tæt sammen med et par kunder om brugen af teknologien.

- Industrien er forholdsvis konservativ branche og sikkerhed, både for medarbejdere og maskiner kommer først. Men jeg tror implementeringen af augmented reality kommer til at gå hurtigere end først antaget. På HI-messen kan man komme ned på Technomania-udstillingen og prøve en simpel applikation, siger Michael Nielsen.

Intenst hackathon
Det er ikke kun Beckhoff, der kommer til at vise sine produkter og løsninger frem på HI-messen.

Messedeltagerne kan selv prøve kræfter med en cloud-baseret programmeringsløsning.

Opgaven er at programmere en industri-pc til at bringe et fysisk signal - for eksempel fra en temperaturføler - op til en cloud-platform. Processen vil kunne følges på nogle store displays i hal F, og - efter vellykket upload - på deltagernes mobiltelefon.

- Ideen er at bringe avanceret teknologi ned i øjenhøjde. Vi stiller deltagerne en forholdsvis simpel opgave, hvor man inden for tidsrammen både kan programmere sin løsning, sende den op i ‘skyen’ og efterfølgende se resultatet på sin mobiltelefon, forklarer Michael Nielsen.

Skulle der være behov for hjælp, vil fagfolk fra Beckhoff og Microsoft stå klar med råd og dåd.

- Vi synes selv, det er en sjov og interessant måde at anskueliggøre en i virkeligheden avanceret teknologisk proces på, og håber, at rigtig mange vil binde an med opgaven, siger Michael Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099