23948sdkhjf

Nyt videncenter for automation og robotteknologi

Syddansk Erhvervsskole skal sammen med Herningsholm Erhvervsskole og EUC Syd etablere et Nationalt Videncenter for Automation og Robotteknologi.

Videncentret får adresse på Syddansk Erhvervsskole i Odense, fordi de er udpeget som værtsskole, men videncentret er organisatorisk forankret i et konsortium bestående af EUC Syd i Sønderborg og Herningsholm i Herning. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Teknologisk udstyr for 20 mio. kr.
Videncentret kræver investeringer i højt specialiseret udstyr for 20 mio. kr., og den store teknologiske satsning vil betyde, at det lokale erhvervsliv omkring de tre uddannelsesinstitutioner bliver inddraget i en række nye aktiviteter inden for robotter og automation. Videncentret vil fra begyndelsen af 2018 varetage undervisningsforløb og kompetenceudvikling af ledere, undervisere og unge talenter.

Hos Syddansk Erhvervsskole er man glade for nyheden:

- Vi får lejlighed til at lave noget helt nyt og banebrydende på vores uddannelsesinstitution, som ikke er set før på Fyn. Videncentret åbner ikke bare dørene for elever med tekniske fingre, men tager også imod det lokale erhvervsliv, der får adgang til udstyret, når nyt skal testes i et teknologisk miljø. Videncenter for Automation og Robotteknologi vil blandt andet bidrage til, at virksomhederne får de lærlinge og færdiguddannede med de rette kompetencer til at kunne begå sig på et digitalt arbejdsmarked. I Odense taler politikerne om, at eleverne allerede i Folkeskolen skal lære at tale flydende digitalt. Som uddannelsesinstitution forpligter vi os til at udvikle undervisningsforløb, der kan gavne flest muligt, siger direktør på Syddansk Erhvervsskole, Lars Bregnehøj.

Kraftcenter med det fremmeste udstyr
En af de overordnede opgaver for videncentret er at understøtte alle landets erhvervsskoler i deres arbejde med at implementere nye automationsløsninger og ny teknologi i primært deres industriuddannelser.

- Det er ambitionen fra Undervisningsministeriets side, at man vil lave nogle få kraftcentre, som har det fremmeste udstyr. Og så kan man fra andre skoler besøge de steder. Dermed får vi det positive stempel, at vi er det sted, man søger hen, hvis man vil have adgang til den nyeste teknologi inden for automation og robotteknologi, siger direktør Allan Kortnum, Herningsholm.

Gennem uddannelse skal videncentret bidrage til, at produktiviteten i danske virksomheder øges. Syddansk Erhvervsskole, EUC Syd og Herningsholm tror på, at øget automatisering og anvendelse af robotter er en del af løsningen, når det gælder udfordringerne for danske industrivirksomheder. EUC Syd bidrager via automatikteknikeruddannelsen for eksempel med et virksomhedsnetværk med Danfoss, Novo Nordisk og Linak.

- Det er helt nyt med et videncenter, og vores forventning er, at det bliver en succes, hvor både eleverne, og de virksomheder vi arbejder sammen med, vil få glæde af et tættere makkerskab og kooperation om udstyr, undervisning og lærepladser, udtaler EUC Syds direktør Finn Karlsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104