Det sker: Netværksmøde for offshore-industrien
Møde 1. december for interesserede virksomheder skal samle offshoreindustrien.
- Den rette person på det rette tidspunkt kan gøre forskellen i et samarbejde. Netværk er derfor en af de vigtigste måder at møde nye kunder og samarbejdspartnere på, og netværksmødet 1. december er for både eksisterende og nye virksomheder i branchen, fortæller projektkoordinator Tommy Petersen, Offshore Center Danmark.
Vil bane vejen for nye opgaver
- Målet med møderne er at give alle en mulighed for at møde nye ansigter, uanset om man har været i dialog med branchen i mange år eller er ny leverandør. Der er altid en ny dør at gå ind ad i offshoreindustrien, som er en af landets største industrier målt på omsætning. Og netop gennem netværksarrangementer får man en nyttig viden, som kan bane vejen for nye opgaver, siger Tommy Petersen.
Mødet i Esbjerg er blot et i rækken af en helt ny type netværksmøder over hele landet rettet mod virksomheder i den konkrete region. På hvert møde får hver deltager mulighed for at præsentere sig selv og fortælle om baggrunden for deltagelsen. Derudover fortæller Offshore Center Danmarks ledelse om mulighederne i branchen og hvilke markeder, der er mest attraktive lige nu. En række fagfolk fortæller om konkrete temaer, og netværksmødet afsluttes med en uformel buffet.
- Et af temaerne i offshoreindustrien lige nu er eksempelvis internationaliseringen. Mange danske virksomheder har en ekspertise, som uden videre kan markedsføres i andre lande. Brasilien, Angola, Grønland er nogle de mest lovende markeder, hvis blot man får justeret sin virksomhed til at agere på et globalt marked. Det er et oplagt emne til et netværksmøde, hvor man kan høre, hvad andre har gjort for at klæde sig på til nye markeder. Men det er naturligvis deltagerne på netværksmødet, som i høj grad sætter dagsordenen, siger Tommy Petersen.
Netværksmødet 1. december afholdes klokken 9-12 på Aalborg Universitet Esbjerg, lokale A134, og tilmelding sker elektronisk via http://www.offshorecenter.dk/arr_3.asp?i... .