23948sdkhjf

Ingeniør-studerende understøtter højteknologi hos landbrugsfabrik

Vestjysk staldleverandør sætter rekord i ordrer og rekrutterer nu højtuddannede under deres uddannelse.

Den 25-årige Rasmus Jørgensen begyndte i år straks efter sin eksamen som projektingeniør på staldfabrikken Jyden. Virksomheden har tidligere haft vanskeligheder med at trække højtuddannede til sit hjemsted i Bur i Vestjylland. Men Rasmus Jørgensen har under sin uddannelse på Aarhus Universitet i Herning været i praktik flere gange på fabrikken. Derfor har han testet arbejdspladsen, og det var helt naturligt for ham at tiltræde.

Nu er tre nye studerende i gang med projekter med Jyden. Det kan meget vel ende med, at en eller flere af dem også får tilbudt job på fabrikken. Det siger direktør Jens Agergaard.

Han roser en ordning i Holstebro Kommune med ”Holstebro VidensPas”. Det indebærer, at konsulenter hjælper virksomheder med at finde frem til højtuddannede eller de uddannelser og de studerende, som er målrettet den enkelte virksomheds konkrete opgaver.

De studerende Thomas Frederiksen og Emma Pagh Kristensen kendte næsten intet til Jyden, inden de begyndte i praktik på virksomheden.

- Men i et mindre firma har vi mulighed for at skifte mellem forskellige projekter i stedet for at sidde med det samme hele tiden. Lige nu undersøger jeg et nyt it-system til salg. Tidligere har jeg smidt skinker ned fra en trappe på en vejecelle for at se, hvad der sker med grise, som løber ind i en væg, fortæller Thomas Frederiksen.

Emma Pagh Kristensen valgte bevidst ingeniøruddannelsen, fordi hun vidste, der var mulighed for praktik ude i virkeligheden. Hun har også i et halvt år læst økonomi, men det var så ”tungt og teoretisk, at det var helt forfærdeligt”. Nu ser hun på, hvordan Jyden kan automatisere en særlig del af sin produktion.

Jyden har en rekordstor ordrebeholdning i øjeblikket og beskæftiger 35 vikarer ud over de cirka 130 fastansatte. Jens Agergaard siger, at det selvfølgelig koster kræfter at have studerende i praktik.

- Men vi har brug for højtuddannede og mellemuddannede.   Produktion af udstyr til landbruget er i dag højteknologi. 70 procent af de studerendes projekter kan vi måske slet ikke bruge, andre 28 procent er der muligheder i, og 2 procent kan være geniale, siger Jens Agergaard.

Holstebro VidensPas udstedes af Holstebro Kommunes erhvervsservice, Startvækst Holstebro. Det giver firmaer 10 timers gratis rådgivning af en konsulent, som finder frem til højtuddannede eller studerende, der kan være relevante til at løse et konkret projekt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093