Ny forkromningsteknologi på vej
A.H. Nichro Haardchrom i Hvidovre har rødder tilbage til 1939 og er specialist i overfladbehandling med hårdkrom. Mens glanskrom kun benyttes dekorativt for eksempel til VVS-armaturer bruges hårdkrom i fødevareindustrien og andre procesindustrier som slid- og korrosionsbelægning for eksempel på cylindre, aksler, lejer og stempler samt andre maskin- og rørkomponenter, der er udsat for kraftig slitage.
Den grundlæggende teknik blev udviklet i 1920’erne og har været uforandret i mange år. Kromen udfældes elektrolytisk, og det emne der behandles nedsænkes i krombade, hvor belægningen udfældes med elektrisk strøm. Dette giver en belægning med stor hårdhed, men samtidig med en indbygget svaghed, nemlig et stort antal mikroskopiske krymperevner, der nedsætter forkromningens styrke og holdbarhed. Man tager højde for denne medfødte svaghed i belægningen ved at lægge flere lag oven på hinanden, så mikro-revnerne udligner hinanden.
Længere levetid og øget holdbarhed
Nu arbejder A.H. Nichro Haardchrom imidlertid med en ny type hård-forkromning med hidtil usete egenskaber beregnet til særligt krævende anvendelser blandt andet i offshore-industrien. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- I stedet for jævnstrøm anvender vi pulserende strøm til at udfælde kromen, forklarer Kristian Løkkegaard, konsulent for Nichro og ekspert i proceskemi og anlægsteknik i den galvaniske branche.
- Det giver et fuldstændig glat og tæt lag uden krymperevner. Til gengæld har dette lag ikke den samme hårdhed som den traditionelle behandling. Derfor kombinerer vi de to metoder til en ny type belægning, der er opbygget i lagkage-teknik: Først et hårdt, men utæt lag, så et blødt, men tæt lag og så videre. Alle lag er 100 procent krom. Forskellen er, at de er udfældet ved brug af forskellige strømpåvirkninger.
Skræddersyede belægninger
- Med den nye metode kan vi skræddersy belægninger meget mere præcist end hidtil. Desuden får den nye belægning en markant længere levetid. Det betyder, at vi vil kunne revolutionere markedet, når først vi får produktionen op i fuld skala, vurderer Kristian Løkkegaard.
Han ser store anvendelsesmuligheder for den nye forkromningsteknologi:
- Offshore-sektoren stiller særligt høje krav til modstandsdygtighed over for slid og korrosion, så her vil vi kunne tage hul på et helt nyt marked. Desuden vil fødevareindustrien efterspørge denne nye type belægning, og mange andre steder i procesindustrien vil man også være interesseret, vurderer Kristian Løkkegaard.
Uvildig test og dokumentation
Nichro lavede de første forsøg med belægningen i 2008/2009, og lige nu har A.H. Nichro Haardchrom et mindre pilotanlæg til puls-forkromning kørende. Før virksomheden investerer i konstruktionen af et komplet, nyt anlæg skal den nye belægning gennemtestes af forskere på DTU.
Det var InnovationsAgent Kai Ormstrup Jensen, der gjorde virksomheden opmærksom på muligheden for at søge støtte til projektet hos DTU Smart Innovation. Han hjalp også A.H. Nichro Haardchrom med at udarbejde ansøgningen, der blev godkendt, og som nu har ført til et samarbejde med materiale-eksperter fra DTU.
Forskerne er lige nu ved at tilrettelægge en serie målinger, der skal sammenligne de nye pulsbelægninger med eksisterende belægningstyper, så A.H. Nichro Haardchroms kunder kan få præcis og uvildig dokumentation for belægningens egenskaber.
Sideløbende med DTU’s test af den nye forkromningsteknik undersøger A.H. Nichro Haardchrom lige nu mulighederne for at etablere et EU-projekt. Det sker i samarbejde med Copenhagen EU Office, Hvidovre Kommune og InnovationsAgenterne. Tanken er, at man i regi af EU-projektet etablerer et samarbejde mellem forskere, A.H. Nichro Haardchrom og udvalgte kunder for at teste pulsforkromning inden for en række specifikke anvendelsesområder.