23948sdkhjf

- Industri 4.0 skal være mere simpelt

Drop de akademiske ord og træk den relevante data. Blandt andet ved at bruge ny teknologi på modne maskiner, lyder det fra DAMRC.

Industri 4.0 er blevet for højpandet, mener man i Danish Advanced Manufacturing Research Center – DAMRC – der hjælper og rådgiver virksomheder inden for blandt andet optimering af produktionsprocesser.

Her synes man, at der skal snakkes mindre og handles mere ude hos dem, der rent faktisk står med hænderne i produktionen.

- Der er ikke mange, der sådan rigtig kan definere, hvad Industri 4.0 egentligt betyder. Debatten er blevet alt for kompliceret og akademisk og rammer nærmest ingen i øjenhøjde. Industri 4.0 bliver først noget værd, når de små og mellemstore virksomheder forstår, hvad de skal bruge alt det data til og får nogle konkrete værktøjer, siger Klaus Bonde Ørskov, der er direktør i DAMRC.

For meget debat
Hos DAMRC har man i mange år arbejdet med at forbedre effektiviteten i danske virksomheder ved at måle på maskinens stivhed og derefter optimere maskiner, som firmaerne allerede har stående i produktionshallen, primært CNC-maskiner som drejebænke og tre- samt femakset fræsere.

Og her oplever Klaus Bonde Ørskov, at begrebet Industri 4.0 er kommet for langt væk fra den enkelte medarbejder

- Vi skal bruge data til at blive bedre til at producere og ikke debattere så meget, hvad begrebet betyder, indebærer og fører os hen. Vi er nødt til at starte et sted, hvor det giver mening for virksomhederne. Vi er startet med tiltag, hvor vi installerer ny teknologi på maskiner, så den enkelte virksomhed kan se en direkte økonomisk gevinst siger Klaus Bonde Ørskov.

Testkanin fra 1988
DAMRC øver sig for tiden på en maskine fra 1988, som de har indkøbt netop for at være forsøgskanin. Meningen er, at Klaus Bonde Ørskov og kollegerne vil påmontere sensorer, der med respekt for maskinens aldrende indmad kan trække meningsfuld data ud og føre maskinen ind i en ny teknologisk tidsalder.

- Det giver god mening at optimere allerede eksisterende udstyr og det er et budskab, du ofte kan få igennem ude i fabrikkerne, fordi det kræver mindre investeringer end helt nye serier af maskiner. Vi kan ofte se, når vi i dag optimerer ude hos kunderne, kan vi ofte allerede samme dag forbedre med 20-30 procent. Så er der ligesom en mening med det, vi gør, siger Klaus Bonde Ørskov.

DAMRC er grundlagt i 2010 og har på nuværende tidspunkt 13 ansatte. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283