Fynsk inventarproducent går konkurs
Skifteretten i Odense har taget Bjerre Group A/S under konkursbehandling. Virksomheden har siden 1954 produceret butiksinventar i træ og stål.
Tommerup-virksomheden kom både i 2008 og 2009 ud med underskud på omkring 1,3 mio. kr., og ved offentliggørelsen af det seneste årsregnskab i juni 2010 måtte Bjerre Group fremvise en negativ egenkapital på 2,4 mio. kr.
Ved samme lejlighed konstaterede ledelsen, at det godt halvvejs gennem regnskabsåret 2010 fortsat ikke var lykkedes at føre virksomheden ud af lavkonjunkturen. På det tidspunkt var der dog fortsat tiltro til, at besparelser og strategiske tiltag kunne sikre den fortsatte eksistens.
Redningsplanen kunne dog ikke holde, for mandag i sidste uge afsagde Skifteretten i Odense, ifølge Statstidende, konkursdekret over Bjerre Group, som i det seneste regnskabsår beskæftigede fem ansatte – halvt så mange som året før.
Kurator er advokat Uwe Teichert fra Focus Advokater I/S i Odense.