23948sdkhjf

Containerfragt sikrer smalt transportoverskud hos Mærsk

Store nedskrivninger i APM Terminals opvejes af fremgang hos Maersk Line i tredje kvartal.

Efter igennem længere tid at have været presset af hård priskonkurrence viser Mærsk-koncernens vigtigste fremtidsben, containerskibene i Maersk Line, igen fremgang.

Omsætningen i divisionen voksede med 14 procent i tredje kvartal, og hvor man i samme periode sidste år lavede et større underskud, er det denne gang vendt til et plus på 220 mio. dollar (1,4 mia. kr.).

Og det endda på trods af at cyberangrebet, der lagde store dele af virksomhedens kommunikation ned i flere dage i sommer, ifølge regnskabet har kostet mellem 250 og 300 mio. dollar - 1,6 og 1,9 mia. kr.

Til gengæld har selskabet måttet nedskrive værdien af en række havne rundt omkring i verden, hvilket har medført et negativt resultat på 267 mio. dollar (1,7 mia. kr.).

Alt i alt lyder kvartalets bundlinje i transportdivisionen på et beskedent plus på 6 mio. dollar (38,5 mio. kr.).

For A.P. Møller-Mærsk-koncernen som helhed byder kvartalet på et syngende minus på 1,5 mia. dollar, svarende til 9,6 mia. kr.

Det skyldes nedskrivninger af værdierne i olie- og energidivisionen, som enten er blevet solgt fra, eller er på vej til at blive det.

Maersk Drilling, der driver borerigge til søs, har været hårdt ramt af faldende aktivitet i olieindustrien.

Værdien af divisionen er således nedskrevet med 1,75 mia. dollar (11,2 mia. kr.).

Hvad angår forventningerne til det samlede regnskabsår, venter ledelsen nu blot at opnå overskud - når man vel at mærke renser tallene for de ophørende aktiviteter i energidivisionen.

Tidligere hed det, at man regnede med at overgå resultatet for 2016 på 0,7 mia. dollar (4,5 mia. kr.) - hvor selskaber som Maersk Oil, Maersk Drilling og Maersk Tankers indgik.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078