Danfoss dobler op i Silkeborg
Det har længe været planlagt, at 85 medarbejdere fra Danfoss Redan i Søften nord for Århus skulle flytte til Danfoss’ afdeling i Hårup ved Silkeborg.
Men nu får de selskab af yderligere 100 medarbejdere, skriver Midtjyllands Avis.
Det bliver i skikkelse af 100 mand fra Hasselager, hvor Danfoss har sin danske salgsorganisation. Den samles nu i stedet i Hårup.
- Silkeborg bliver hovedsæde for salg i Danmark, og når vi udvider i Silkeborg, så er det samtidig udtryk for, at vi absolut tror på det danske marked, siger Leif Fløjgaard, regional president for salgsregion Nordeuropa, til avisen.
I Hårup bliver der dermed 400 medarbejdere. Kollegerne fra Danfoss Redan flytter til Hårup i 2018, mens de 100 salgsfolk kommer i 2019.