Midtjyder har succes i USA
Automationsfirmaet Mach-Tech i Silkeborg sikrede sig ved Rockwells Automations Fair i Houston en god salgskanal til firmaets systemløsning til Rockwells iTrak.
iTrak’en er en rund bane med enheder, der kan flytte sig uafhængigt rundt. Mach-Techs system tilføjer muligheden for at få strøm, trykluft og ethernet ud til den enkelte station. Systemet har tidligere været beskrevet i Jern & Maskinindustrien.
Direktør Niels Jørgen Hansen, Mach-Tech, er glad for, at møderne i Houston med flere af Rockwells ledende medarbejdere er gået godt.
- Vores produkt vil nu blive præsenteret til Rockwells sælgere i hele verden, og hvis de har en kunde, der har de behov, så vil de pege på os som leverandør, siger Niels Jørgen Hansen.
Ved hjælp af en karrusel i midten kan Mach-Tech levere ethernet og trykluft ud til de enkelte vogne. Mach-Tech tilbyder også at installere en strømskinne hele vejen rundt, så de enkelte vogne kan få tilført strøm.
Mach-Tech har for nyligt leveret sit system til en stor dansk virksomhed, som skal bruge det til indledende produktion af nye produkter.