App sikrer de rette informationer på rette sted
Et af de nye produkter, som Rockwell markedsførte kraftigt på Automation Fair, er ThinManager. Det er et program, der sørger for, at medarbejderen får de rigtige informationer på den rigtige lokation i fabrikken.
Afhængig af, hvor medarbejderen er i virksomheden, kommer der forskellige informationer op på hans eller hendes iPad eller mobiltelefon. Står han ved en maskine, kommer manualen til den maskine eksempelvis frem.
Rockwell overtog for et år siden firmaet Automation Control Products, som har udviklet ThinManager.
Eftersom mobiltelefoner og iPads bare fungerer som tynde klienter, og er koblet op på en server, der indeholder alle data, så er der ikke nogen datarisiko, hvis en af klienterne skulle gå i stykker eller blive stjålet.
- Hvis en mobil eller en computer bliver stjålet, så er der ingen data på den. Så der er ingen risiko for at miste kritiske data. Man åbner bare en anden tynd klient og fortsætter der, hvor man kom fra, siger Keith Jones fra Rockwell USA.