Danfoss samler aktiviteter i Bruchsal, Tyskland
Danfoss samler forretningsaktiviteter til føde- og drikkevare-industrien i Bruchsal, Tyskland. Det går blandt andet ud over koncernens aktiviteter i Tørsbøl.
I dag bliver de såkaldte OneGearDrives, der er gearmotorer udviklet specielt til denne branche, monteret hos Danfoss Bauer i Esslingen, Tyskland. Hertil kommer integrerede servo-frekvensomformere, som produceres i Tørsbøl, Danmark, og endelig udviklingsafdelingen, som i dag har til huse i Karlsruhe, Tyskland. Alle disse aktiviteter samles nu i Bruchsal.
Fordobler antallet af medarbejdere i 2011
I industriparken i Bruchsal er der lejet 900 kvadratmeter kontorareal og 1.000 kvadratmeter til montage, lager og laboratorier, som er egnede til Danfoss’ formål, og som giver mulighed for yderligere udvidelser.
Bruchsal bliver et kompetencecenter med forretningsledelse, produktudvikling, product management og færdigmontage.
Flytningen skal være afsluttet ved udløbet af tredje kvartal 2011. I første omgang berører det 20 medarbejdere, hvis arbejdsplads nu flytter til Bruchsal, dog vil antallet af medarbejdere være fordoblet i slutningen af 2011.