Russisk ordre til FLSmidth
FLSmidth skal levere udstyr til en ny cementproduktionslinie i Rusland.
Ordren er baseret på et løbende samarbejde mellem Sebryakov Cement og FLSmidth, som strækker sig tilbage til 2005, hvor man underskrev en kontrakt på en ny cementmølle, som er den hidtil største i Rusland.
Stort potentiale i Rusland
Den nye produktionslinje skal erstatte den eksisterende vådlinje, hvilket reducerer energiforbruget betydeligt og øger produktionen med 1 million tons cement-klinker pr. år.
Kontrakten omfatter levering af alt procesudstyr og teknologi, fra tilførsel af råmaterialet med en kombineret knuser, materialehåndteringsudstyr, nye råmaterialelagre, moderne ovn med tørknuser og en 3-trins forvarmer, klinkerkøler, klinkertransport til eksisterende lager samt en opgradering af det eksisterende elektrofilter for at reducere støvemissioner til et minimum. Ordren omfatter også levering af automations- og kontroludstyr til den nye produktionslinje.
- Rusland er et velkendt marked for FLSmidth, og vi er stærkt repræsenteret i landet. Vi forventer, at Rusland som verdens femtestørste cementindustri har et stort potentiale. Størstedelen af den eksisterende kapacitet (ca. 80 %) er teknisk forældet og baseret på gammel procesteknologi. Russiske cementproducenter gør i øjeblikket en aktiv indsats for at modernisere deres cementfabrikker med støtte fra regeringen, udtaler administrerende koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.