23948sdkhjf

Hverken laser eller 3D print slukker gnisten

Selvom nye teknologier vinder frem, så er der fortsat intet reelt alternativ til gnistning ved fremstilling af formværktøj, vurderer produktchef hos Masentia.

Der er stadig brug for både sænk- og trådgnisteren i den danske industrisektor, selvom nye teknologier vinder frem.

Det vurderer produktchef på gnist Poul Erik Skælbæk fra Masentia.

For når der skal laves formværktøj og finmekanik i højeste kvalitet, er der brug for en nøjagtighed, som kun gnistmaskinerne kan levere.

- På et tidspunkt blev højhastighedsfræseren råbt op til at afløse sænkgnisteren, men fræseren kan ikke lave de skarpe hjørner, som sænkgnisteren kan, og fræseren kan i hvert fald ikke gøre det så dybt som sænkgnisteren, siger Poul Erik Skælbæk.

Samtidig er det stadig kun sænkgnisteren, som er i stand til at lave formen til de nubrede overflader, som flere producenter ønsker på deres støbte produkter af designhensyn, vurderer Poul Eik Skælbæk, som selv er uddannet værktøjsmager fra Micro Matic på Fyn og har været ansat 35 år hos Masentia, der tidligere hed AVN Maskin.

Mangler præcision
Det er dog på ingen måde, fordi produktchefen hos Masentia underkender de nye teknikker, og han ser også muligheder i eksempelvis 3D-print i metal.

Det gælder blandt andet udsigten til at skabe støbeforme med indvendige kølekanaler og specielle geometrier, hvilket vil kunne medføre store fordele for producenten og i dag er umuligt at bearbejde sig frem til via gnistteknologi eller traditionel bearbejdning.

- Vi har fokus på 3D-print og støbning. Der sker meget, men det er indtil videre mest på prototype-niveau. Det er stadig for unøjagtigt, og det går for langsomt, siger Poul Erik Skælbæk, som vurderer, at 3D-print godt kan være med på selve materialesiden.

- Du kan godt lave en støbeform med 3D-print, men så skal du ind og efterbearbejde med gnist, og så mister du fordelen, siger han og sammenligner med idéen om at skabe komplekse stanseværktøjer i flere dele ved hjælp af laserskæring.

- På et tidspunkt troede man jo, at man kunne lave stanse-sandwichværktøjer, men det var slet ikke nøjagtigt nok, siger han.

Markedet er mættet
Ifølge Poul Erik Skælbæk tager markedet i dag kun et sted mellem 10-15 gnistmaskiner om året i tråd og sænk, og der sælger Masentia omkring 80 procent af maskinerne.

- Det er ikke, som det var førhen, hvor der var mange små værktøjsmagere. I dag er det anderledes, og de maskiner, vi sælger i dag, er typisk maskiner til udskiftning af maskiner solgt i 80’erne og 90’erne, vurderer han.

Samtidig er der ikke sket specielt meget på den teknologiske front indenfor specielt sænkgnist.

- Du kan stadig producere i høj kvalitet på de gamle sænkgnistmaskiner. Det kræver lidt mere tid og lidt mere forbrug af elektroder, men ellers er der ikke den store tekniske landvinding, siger Poul Erik Skælbæk, som vurderer, at der er sket mere udvikling på trådgnisteren.

- Hvis du går tilbage, kunne tråden fjerne 185 kvadratmillimeter per minut. I dag er vi oppe op 500 kvadratmillimeter per minut, og du kan gniste større emner. I dag har du maskiner, som kan gniste emner op til 700 millimeters højde, siger han.

Attraktiv Cut P serie
Når det handler om de nye maskiner, så er Poul Erik Skælbæk ikke i tvivl om, hvad der kommer til at sælge fremover.

Det er den nye Cut P-serie fra AgieCharmilles, som er produceret i fire størrelser af GF Machining Solutions.

- Det er virkelig en god multimaskine, der med høj præcision dækker et stort behov for kunderne. Samtidig er det en maskine, der er forberedt til automation, forklarer Poul Erik Skælbæk.

De nye maskiner kan bearbejde ledende materialer af enhver hårdhed, for eksempel stål eller titanium, med en nøjagtighed på op til en tusindedel af en millimeter uden mekanisk påvirkning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089