Nu kan du lære at blive business-engel
Fredagsbog: Erfaren business-engel har skrevet en let læst bog om, hvordan man får succes ved at investere i startup-virskomheder. Det er risky business, men hvis man har et par ledige millioner eller ti, er det måske værd at prøve.
Også på det finansielle område blomstrer opfindsomheden. Der er gang i fintech, som det hedder på moderne dansk.
Og der er tydeligvis også penge at tjene ved at investere i nogle af de bedste. Samtidig er renterne historisk lave og risikoviljen tilsvarende høj.
Har man nogle ledige millioner eller 10, som man har råd til at tabe, og har man samtidig erhvervserfaring, er tiden måske inde til at blive det, der kaldes Business-Angel.
Business-engle er netop erfarne forretningsfolk, der sammen med andre investerer i nye små virksomheder. De kan gøre det på deltid, halvtid eller fuld tid.
Men hvordan er det lige, man gør, og hvad skal man for alt i verden passe på?
Det har Thomas Marschall, selv business-engel og investor, netop skrevet en fin lille bog om. Han har selv en håndfuld investeringer i startup-virksomheder og har foreløbig haft et succesfuld exit.
Det lyder måske ikke af meget, men formålet med at investere i startups er jo netop at vælge de bedste, og det er ikke lige let.
Derfor er det også, at mange business-engle investerer i syndikater sammen med andre.
Mange gode råd
Hvordan det gøres mest hensigtsmæssigt og sammen med hvem, får vi svar på i bogen, der også indeholder en lang række andre praktiske råd til business-engle.
Blandt andet om, hvordan man finder de rigtige virksomheder at sætte sine penge i, hvordan man værdisætter virksomhederne, hvordan man undersøger dem, og hvordan man investerer i de forskellige runder, som et startupforløb har.
Det gælder om ikke at blive udvandet så meget, at man får for lidt ud af sin investering, når den sælges videre. Omvendt skal man også kunne dele risikoen med flere. Det er en svær balancegang.
Det også vigtigt at holde fast i de oprindelige iværksættere og sikre, at de ikke mister modet, efterhånden som de oplever, at andre løber med gevinsten.
Mange forretningsmænd, især succesfulde, som er kommet op i årene, har en forestilling om, at de kan blive business-engel. Men en ting er gerne at ville noget, en anden er rent faktisk at gøre noget ved det.
De, der gerne vil, men reelt ikke ved, hvad de går ind til, kan med stor fordel læse Thomas Marschalls bog.
Og de erfarne kan også, for der er masser af gode råd at hente fra andre erfarne engle.
FREDAGSBOGEN:
Titel: Angel Business – sådan får du succes med at investere i startupsForfatter: Thomas Marchall
Pris: 299 kr.
Sider: 174
Kan købes på : Saxo.com og andre e-salgssider, samt i boghandlere