23948sdkhjf

Første beboer i privat robotklynge

Take on Robotics er flyttet ind hos Gibotech i Odense, som har etableret en privat robotklynge. Næste firmaer er allerede på vej.

Fremgangen i den fynske robotindustri er svær at overse. Nu er etableret et nyt iværksættermiljø for spirende robotfirmaer i Odense.

Gibotech lægger lokaler til den private robotklynge, hvor Take on Robotics med 29-årige Mikkel Viager i spidsen er rykket ind. Dermed er et af i alt fem kontorer taget i brug i det, der tidligere husede Gibotechs softwareafdeling. Det oplyser Gibotech på sin hjemmeside. 

Mikkel Viager har stiftet Take on Robotics med en vision om at booste udbredelsen af effektiv automationsteknologi. Han har en fortid som projektleder for udvikling og implementering af robotteknologi hos Teknologisk Institut og en M.Sc i Automation og Robotteknologi fra DTU. 

Odense Robotic StartUp Hub

Robotkuvøsen Odense Robotic StartUp Hub blev etableret i efteråret 2015 som led i Odense Robotics satsning på at samle og styrke den fynske robotindustri robotfirmaer.

Adskillige firmaer er siden flyttet ind og ud igen som flyveklare firmaer. Blandt dem firmaet Kubo, som har udviklet en læringsrobot af samme navn, samt Nordbo Systems der nu har sendt sine robotter så langt som til Kina. 

Gibotechs egen "Robot Hub"
Gibotech flyttede ind på Datavej i Odense i 2016, men allerede i sommeren 2017 var det nødvendigt at udvide med en ny 1. sal på 500 kvadratmeter. Og lige fra starten var det administrerende direktør Henrik Ankers plan at skabe et iværksættermiljø i stueetagen. 

- Vi vil gerne hjælpe de små nystartede virksomheder, der gerne vil videre ind i robotbranchen, når de har fået den første iværksætterhjælp fra Odense Kommune. Og ved at lukke dem ind i huset, giver vi de nye virksomheder adgang til hurtig sparring med vores dygtige fagfolk, ligesom de for eksempel kan låne en robot til tests, siger Henrik Anker, og fortsætter: 

- Det er naturligvis også en gevinst for os at få nye virksomheder og teknologi ind i huset. Vi vokser så meget, at vi hele tiden får ny viden og nye ansatte. Alligevel falder vi nogle gange tilbage til at gøre, som vi plejer. Adgangen til nye mennesker, ny viden og ny teknologi kan derfor være med til at udfordre os på nye måder at tænke og gøre tingene på. 

Indflytteren ser store muligheder
Mikkel Viager har et netværk i branchen fra sin tid som projektleder hos Teknologisk Institut. Han ser også et stort potentiale i at dele lokaler med en etableret og velkendt automationsvirksomhed som Gibotech. 

- Min lette adgang til både sparring og fagfolk bliver uvurderlig, når jeg skal rådgive virksomheder om automation og robotteknologi. Samtidig er det en stor fordel for mig at have adgang til robotter også. Det giver mig jo mulighed for at invitere kunder indenfor, så de kan se, hvad robotter egentlig er for en størrelse, siger Mikkel Viager. 

Lejer nummer to i de i alt fem kontorer er allerede på vej. Sjællandske Stable Gear, som fremstiller selvkørende maskiner til udendørs brug, og firmaets to stiftere Bo Bojesen Bøgh and Klaus Kesje, rykker ind inden for få uger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121