23948sdkhjf

Stigende optimisme i metalindustrien

De fleste virksomheder i branchen tror på vækst allerede fra starten af 2011.
DI har netop gennemført en spørgerunde hos medlemskredsen. 425 virksomheder har besvaret spørgsmålene om de kommende vækstpotentialer, og herudaf har 51 virksomheder inden for metal- og maskinindustrien svaret på om de tror på vækst i fremtiden.

Der er glædeligvis en klar overvægt af metal- og maskinvirksomheder, der tror på, at der er udsigt til fremgang i 2011 i forhold til det år, vi nu forlader. Og vi skal ikke langt ind i 2011 før væksten melder sig.

Eksporten rykker
Året åbner nemlig godt. Således tror hovedparten af de adspurgte virksomheder på at det første kvartal vil byde på stigende omsætning og øget indtjening. Flest tror på, at de vil opleve en stigning i såvel omsætning som indtjening i intervallet 2-10 %.

- Når vi kigger på tidligere besvarelser og fx sammenligner opfattelsen af, hvordan blandt andet fjerde kvartal 2010 ville udvikle sig, og sammenlignet med tidligere kvartaler helt tilbage til første kvartal 2009, så er de nye virksomhedstilbagemeldinger de mest positive i to år. Man har større tiltro til fremtiden nu, end da finanskrisen satte ind, og dermed tyder meget på, at opsvinget for alvor er ved at få bredt fat, siger Christian Eskelund-Hansen, chefkonsulent i Metal- og Maskinindustrien, en del af DI.

- Det er iøjnefaldende at virksomheder inden for metalbranchen ser mere positivt på fremtiden end industrien som helhed. Det er især eksporten på de danske nærmarkeder, som trækker væksten for metal- og maskinindustrien. De virksomheder, der har eksport, ser i dag lysere på fremtiden, end de, der udelukkende leverer til et hjemmemarked. De, der alene har fokus på det danske hjemmemarked er faktisk mere skeptiske, og tror ikke på en fremgang i hverken omsætning eller indtjening i første kvartal 2011. For to år siden var det lige omvendt, og det understreger det vigtige i, at virksomhederne har øje for udlandet, siger Christian Eskelund-Hansen.

Flere medarbejdere i 2011
På beskæftigelsesområdet er det generelle billede, at der er en svagt stigende tendens til, at flere og flere virksomheder tror, at man vil øge beskæftigelsen i løbet af 2011.

Også her er der tale om en positiv udvikling. Således troede flest på, at man i fjerde kvartal skulle igennem afskedigelser eller blot fastholde den eksisterende medarbejderstab. Noget tyder på at også dette billede nu er ved at ændre sig, i forhold til, hvad der var tendensen både 2009 og 2010.

Med udsigten til vækst i omsætning og indtjening tror flere af de virksomheder, der har besvaret spørgsmålene på, at man skal i gang med at ansætte medarbejdere i løbet af 2011.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094