Året der gik: Krise eller ikke krise?
Flere konkursramte virksomheder fik nyt liv, men samtidig blev der skåret ned i vindmølleindustrien. Pilen pegede bestemt opad i efteråret, men vanskeligheder var der også.
Fabrikslukningerne gav naturligvis betænkelige miner, men i Nakskov måtte man erkende, at det måske ikke var verdens undergang. I hvert fald har det vist sig, at der er god efterspørgsel efter Vestas-medarbejdernes kompetencer ( Rift om fyrede Vestas-medarbejdere ).
Også i supply chain’en var der røre. Samme dag som Vestas annoncerede fabrikslukningerne, trådte Skykon i betalingsstandsning. Umiddelbart før jul måtte koncernen indgive konkursbegæring ( Skykon i betalingsstandsning ).
For en anden producent af vindmølletårne, Herning-baserede Hendricks Industries, kom der lidt mere styr på fremtiden, da virksomheden blev solgt til Hong Kong-baserede Marsh Global Holding ( Hendricks Industries solgt ).
Lidt længere mod vest, i Lemvig, var der også gang i handelen. Her overtog Nilfisk nemlig den familieejede Egholm Maskiner ( Egholm Maskiner solgt til Nilfisk ).
Der blev også handlet på Fyn. Efter at kranproducenten Acta gik konkurs i begyndelsen af november ( Acta konkurs ), blev virksomheden et par uger senere overtaget af norske investorer ( Acta opkøbt af nordmænd ).
En anden konkursramt virksomhed, der blev vakt til live igen, var den nordjyske underleverandør Fuglsang, der blandt andet fik en tidligere afdelingsleder med i ejerkredsen ( Maskinfabrikken Fuglsang i gang igen ).
Et par solide stenkast derfra var der også glæde hos stålgrossisten Sanistål, der efter en række rædselsfulde kvartaler atter kunne melde om sorte tal på bundlinjen ( Så kom overskuddet hos Sanistål ).
Hos konkurrenten Lemvig-Müller havde man også mærket krisen, og selv om nøgletallene også her så bedre ud i 2010, valgte man at fortsætte rationaliseringerne og lukke koncernens lager i Køge ( Lemvigh-Müller lukker stållager ).
Også hos en tredje grossist, aluminiums-eksperten Alumeco, pegede pilen så absolut den rigtige vej. Selv om koncernen stadig kunne melde om et vanskeligt marked, lykkedes det at hente et solidt overskud ( Alumeco firedobler overskuddet ).
Lidt mere mystik var der, da et selskab med navnet Sula Steel i november opkøbte en grund af konkursboet efter Det Danske Stålvalseværk. Det vides endnu ikke, hvad det nystiftede selskab vil med grunden i Frederiksværk, men det er måske et af de spørgsmål, 2011 bringer svar på ( Stålvirksomhed køber grund i Frederiksværk ).
2010 bød på mange, både positive og negative, historier i den danske metalindustri. Metal Supply ønsker glædelig jul og er tilbage med flere nyheder mandag den 3. januar.