23948sdkhjf

Fremgang over hele linjen hos Sjølund

En bruttofortjeneste på 89,6 mio. kr. i 2016/2017 betød en vækst på små 11 procent hos Sjølund i forhold til året før.

Bundlinjen steg ligeledes en smule – nemlig med 2 procent til et overskud før skat på 33,4 mio. kr.

Væksten er helt i tråd med Sjølunds strategi, forklarer CEO Søren Ravn Jensen.

- Vores strategi er at blive global underleverandør specialiseret i valsning, men også i metalkomponenter generelt, der indeholder valsning, svejsning og fræsning, og hvad der ellers hører til. Vi arbejder med fire segmenter: vores traditionelle gode kunder i Danmark, som kan være små og større metalvirksomheder, byggeindustrien i ind- og udland, transport, som kan være tog, metro, biler og busser, og vind, som jo er en global industri.

- Den strategi har vi fulgt, og i alle segmenter har vi haft en fin fremgang, haft gode projekter og også ansat folk, fortæller han.

Som et led i strategien har Sjølund over de seneste år insourcet en del underleverancer.

- Blandt andet har vi bygget en svejseafdeling op, så vi kan møde de høje krav, der møder os i blandt andet vindmølleindustrien. Vi har også insourcet en del bearbejdning, så vi nu har en afdeling med 5-akset bearbejdning, forklarer Søren Ravn Jensen.

- Det har været ud fra et ønske om selv at have kontrollen over det, så vi selv kan styre kvalitet og leveringssikkerhed, og så har der været en kritisk masse, så det kan betale sig. Vi ligger stadig ting ud, men ikke i så stor stil, uddyber han.

Rent geografisk melder han også om vækst på alle de vigtige markeder i 2016/2017 – blandt andet byggeområdet har budt på gode projekter i USA, Europa og Mellemøsten.

- Kina leverer også ind med en god vækst, og vi skal til at udvide fabrikken derude, lyder det fra Søren Ravn Jensen.

Netop i Kina valgte Sjølund i løbet af regnskabsåret at lukke ned for joint venturet Qingdao China.

- Vi havde joint venturet med er en stor partner, som skal til at børnoteres, og der passer vi ikke lige ind i det setup. Så vi har valgt at overtage hele aktiviteten derude, og det har været ganske udramatisk, fortæller Sjølund-CEO’en.

Også i indeværende regnskabsår fortsætter Sjølund med at eksekvere på sin strategi og dermed øge det globale afsæt.

- Vi har store ambitioner og håber på en aktivitetsstigning med et resultat på samme niveau eller højere. Vi ved godt, der er prispres derude, og det skal vi forsøge at stå imod med insourcing, optimering, eller hvad der skal til. Det handler om at være skarpe og tage de ting, vi er gode til, siger Søren Ravn Jensen.

Sjølund A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Nettoomsætning 89,6 80,9
Resultat før finansielle poster 38,7 34,3
Resultat før skat 33,4 32,9
Årets resultat 25,2 25,7
Balancesum 104,4 96,5
Egenkapital 45,7 31,4
Antal ansatte 129 115
Regnskabsåret blev afsluttet 10. september 2017

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097